Start

FFSO logo

Til: Guldborgsund Kommune
Att. Økonomiudvalget
Parkvej 37
4800 Nykøbing F.

 

Indsigelse/Henstilling om ikke at lukke Borger Service i Sakskøbing

Gennem en artikel i Folketidende fredag den 4. april 2014 er Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn blevet gjort opmærksom på at kommunen har forslag om at lukke Borger Service i Sakskøbing, Nysted og Stubbekøbing.

I den anledning skal Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn i overensstemmelse med vores vedtægter tage kraftig afstand for denne væsentlige forringelse af servicen over for borgerne i områderne for de tre gamle kommuner med et indbyggertal på ca. 20.000 svarende til 1/3 af kommunens indbyggertal.

For de 3 købstæder vedkommende er det den sidste nære og direkte kontaktmulighed med kommens administration og servicehjælp man foreslår fjerne.

Lukningen vil betyde, at en lang række ældre borgere bliver ladt i stikken og andre må tage turen til Nykøbing for at få ordret pas, kørekort og få svar på lang række spørgsmål om bl.a. skat og sygesikring og ikke mindst få hjælp til at få digital post.

Guldborgsund Kommune peger selv på at bosætning er en meget vigtig opgave og kommunen har sat store midler af til dette område. En nedlæggelse af Borger Service vil også over for disse tilflyttere betyde en væsentlig forringelse af servicen. De mange byggearbejdere, der de næste 8 år kommer til Lolland-Falster som følge af de meget store byggearbejder der igangsættes, vil også kunne have glæde af en lokal Borger Service.

Vi støtter Guldborgsund Ældreråd i, at Rådet ligesom lokale foreninger som Fællesrådene burde have været hørt inden beslutningen om lukning bliver taget. 

Vi henstiller derfor, at Økonomiudvalget udsætter sagen til efter, at man har haft en dialog med Ældrerådet og de lokale Fællesråd.

Vi finder endvidere, at de nævnte forslag om lukning af de lokale borgerservice kontorer er et meget ubehageligt eksempel på en centraliseringspolitik, der skridt for skridt gør store dele af kommunen til nedskærings- og nedgraderingsområder. Dette på trods af løbende politiske udmeldinger om det modsatte.

De fremlagte besparelsesberegninger findes at være mangelfulde. Vi agter derfor at søge om aktindsigt, således at der skabes mulighed for at fremsætte mere sammenhængende forslag. Vi respekterer behovet for besparelser, men ikke at dette blot søges udmøntet via centralisering, som foreslået.

Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn.

Erik Bohn-Jespersen
Fjordvej 22
4990 Sakskøbing Den 24, april 2014

 

 

Fællesrådet er også på Facebook - klik her

Kontakt Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn, skriv eller ring til bestyrelsen - klik her